Notater
Treff 601 til 650 av 1,135
| # | Notater | Linket til |
|---|---|---|
| 601 | Han var skomaker. | Hansson, Hans (I504741)
|
| 602 | Han var sønn av kjøpmann Hans Fredrik Haslund (død 1822) og Adolfine Christine Conradi (1784–1863), og var gift i første ekteskap med Anne Marie Caroline Sophie Juel (1811–1848), datter av proprietær og skipsreder Anders Juel. I annet ekteskap var han gift med Alvilde Hervora Arntzen (1816–1889). Etter teologisk embedseksamen i 1835 ble han lærer ved Christiania Borgerskole, der han i 1839 ble inspektør og bestyrer frem til 1860. Han var skoledirektør for Christiania stifts vestre distrikter fra 1860 til 1876. Haslund var også forlikskommissær i periodene 1845–1865 og fra 1876 til sin død, og styremedlem i Christiania Sparebank 1867–78. Han var frimurer av høyeste grad og ble ridder av Karl XIIIs orden i 1874, fikk Medaljen for borgerdåd i sølv i 1866 og ble utnevnt til ridder av St. Olavs Orden i 1876. I 1896 ble Frederik Haslunds gate i Oslo oppkalt etter ham. | Haslund, Fredrik Adolf (I500134)
|
| 603 | Hans Bugge boede ved Begyndelsen af det 16de Aarhundrede i Randers eller Omegn. Muligt var han en Søn eller Sønnesøn af Lars Bugge i True, den sidste af den gamle adelige Stamme. Et gammelt Sagn fortæller, at de norske Buggers Stamfader, altsaa Hans Bugge, skal have haft tolv Sønner, fra hvilke de forskellige Buggelinier i Norge skulde nedstamme. Hvor vidt dette forholder sig rigtigt eller ikke, kan næppe oplyses. Vi kender to, maaske fire af Hans Bugges Sønner, nemlig: Jens, Provst i Ringsaker, Mogens, Foged i Nordhordland, Niels, Sognepræst til Etne, og Mikkel, formodentlig Bonde. De tre første samt Sønnen af den sidste kom til Norge og blev Stamfædre for en talrig Efterslægt. | Bugge, Hans Larssen (I502674)
|
| 604 | Hans Olufsen og hans hustru - har de overhovedet eksisteret? Det er pinligt ikke at have et eneste spor efter så høje personer på Bornholm i begyndelsen af 1500-tallet, men det må bero på alle de dokumenter, som gik til bunds med Mads Kofoed i 1552. De ser ellers ud til at have fået en del børn: Oluf Hansen; Gunhild Hansdatter; Mogens Hansen; Peder Hansen. Hvad skete der med Hans Olufsen? Efter hans faders død ca. 1522, ville han jo være en sikker kandidat til landsdommerposten. Var Hans Olufsen allerede død, eller var han mindre begavet? Efter en person af slægten Myre havde haft embedet, blev Hans Olufsens fætter, Mogens Uf udnævnt i embedet, og senere Hans Olufsens søn, Peder. | Uf, Hans Olufsen (I500724)
|
| 605 | Harald Olufsen | Marsk, Harald (I501866)
|
| 606 | Hattemaker i Aalborg. | Haslund, Niels Nielsen (I500098)
|
| 607 | Havde Part i Aarsmærke (Knuthenborg). | Kirsten (I505224)
|
| 608 | Helene, Elene, Ellen | Bugge, Ellen Nielsdatter (I501236)
|
| 609 | Hendes Vaaben var en Ugle. | Ketelskov, Eslif (I58)
|
| 610 | Hjemmedøpt, stadfestelse i Laksevåg kirke 23.06.1901 | Pedersen, Laura Petrine (I500221)
|
| 611 | Hr. Jens Sjællandsfar jun. erhvervede 1303 gods i Fensmark (Tybjerg herred); hans enke ses at have ejet gods i Fakse herred. 1310. | Sjællandsfar, Jens (den ældre) (I110)
|
| 612 | Hr. Jens Sjællandsfarsen.s datter Christine skødede 1316 til St. Agnete kloster gods i Sværdborg sogn (nordlige Hammer herred). | Sjællandsfar, Christine Jensdatter (I500856)
|
| 613 | Hr. Mesekes Søn, var 1397 nærværende ved udstedelsen af vidner af Urnehovedting, var 1399 forlover for Otto Sehested til Erik Krummedige, nævnes 1400 til sidstnævntes "troer Haand", var 1405 nærværende i Helsingborg ved orfejden om drabet på Jens Jensen (Brok), beseglede 1411 på hertugindens side forliget i Kolding og 1412 som forlover for hr. Erik Krummedige, var 1413 en af de af hertugen af Brunsvig kårne voldgiftsmænd i anledning af klagerne over kongen af Danmark, gik senere med hr. Erik Krummedige over til det danske parti, levede endnu i 1421. | Krummedige (Krummendiek), Borkvard (I40)
|
| 614 | Huitfeld | N.N. Nielsdatter af Hørbygaard (I93)
|
| 615 | Hun var en from og ærbar jomfru, der stammede fra en udmærket og anset familie. | Holst, Elisabeth (Ilsebe) Hansdatter (I504899)
|
| 616 | I - Bjarme-ætten. Nevnt 1467. | Joen (I505157)
|
| 617 | I 1361 blev den kongetro Niels Jensen af slægten Bild valgt til ærkebiskop i Lund, han var fra Jylland og fik snart indsat slægt og venner på de vigtige poster, der var tilknyttet ærkesædet. Som høvedsmand på den vigtige borg Hammershus på Bornholm udnævntes samme år ridderen Hr. Jacob Splitaf fra Ribe-egnen. Ærkebiskoppen havde knyttet sin søstersøn, Jens Uf, til sig, hvornår vides ikke præcis, men da Hr. Niels hidtil havde været provst over den østlige del af Sjælland, findes et interessant notat i en bevaret jordebog over København, at Jens Uf ejede jord i byen. Så måske søstersønnen havde fulgt sin morbror allerede i 1360erne. I 1360erne rejste ærkebispen efter sædvanen til Paven i Rom, for at få en personlig udnævnelse, og lagde turen over Flandern (i det nuværende Belgien), og her var Jens Uf med, for hans våbenskjold blev malet i herolden Gelres våbenskjold under kong Valdemar Atterdags vasaller, se billedet her til venstre med tilskriften "Joe[n]z U". Hr. Jacob Splitaf var høvedsmand på Hammershus længe nok til, at han fik efterkommere på Bornholm, der er et hul i kilderne mellem 1363 og 1377, så det er svært at sige, hvornår ærkebispen indsatte sin nevø på denne vigtige borg. Fra sidstnævnte år er bevaret et brev fra rådet i hansestaden Danzig til "den hæderværdige og mægtige mand Hr. Jens Uf, foged på Hammershus i landet Bornholm". De tiltalte ham som om han var ridder, men det var han ikke, dog fortæller krønikerne, at Jens Uf var en egenrådig herre på Hammershus, så hans morbroder gav ham frie tøjler. Det var på den tid, hvor der blev tjent formuer på det rige silde-fiskeri på Bornholm, øen vrimlede med købmænd fra hansestæderne, og der var mange stridigheder og drab, og Jens Uf holdt sig ikke tilbage for at konfiskere og beholde købmændenes gods, og de kunne ikke gøre noget ved det. Han lod også bygge nogle boder i fiskerlejet Listed før 1379, og det er vist første gang byen er nævnt i de bevarede kilder. I efteråret 1378 rejste ærkebispen til Hammershus for at tilse øen og holde jul hos sin nevø. Imidlertid blev han syg midt i vinterkulden og lod den 3. februar 1379 sit testamente skriver, hvorefter han døde 6 dage efter. Jens Uf beseglede testamentet, hans sigil er bevaret og ligner akkurat tegningen i våbenbogen - dog uden farver naturligvis. Det var sædvane i testamenterne at give personlige gaver ud over godset, som arvingerne efter loven skulle dele - det er sjældent nævnt. Det ser også ud som om, at det først og fremmest er kvinderne, der får disse gaver, ellers ville man få det indtryk af at læse samtidens testamenter, at folk fik få drenge! Her arver Jens Uf et stort drikkehorn belagt med forgyldt sølv, og 2 flasker bemalet med ærkebispens skjold. Dernæst arver hans trolovede (sponse sue) 80 stykker skind, samt et skakspil som Hr. Niels havde fået af den senere dronning Margrethe den 1ste. Endelig fik hans datter jomfru Cecilie en guldring. Disse oplysninger antyder, at Jens Ufs første hustru, som han havde Cecilie med, er død, og han nu var trolovet med en kvinde, hvis navn vi ikke kender. Dernæst arver hans (altså Jens Ufs) søster Marina, og dernæst Tage Mus' datter jomfru Marina, de står lige efter hinanden, så man må antage, at Tage Mus var Jens Ufs svoger. Senere arver "vor søskendedatter fru Katerine, Mogens Ringsens hustru" - var hun endnu en søster til Jens Uf? Børn (af første ægteskab med N. N.): Cecilie Jensdatter Børn (af andet ægteskab med N. N.): Torkel Uf; Peder Uf Jens Uf døde ca. 1391 i kampen mod den tyske orden, og blev formodentlig begravet i Nyker rundkirke på Bornholm, hvortil hans datter skænkede en (endnu bevaret) alterkalk med slægtens våbenskjold. Det var samme år, som hans svigersøn Tue Pedersen Rani, måske de kæmpede sammen og blev begge dræbt (se herunder ved Cecilie Jensdatter). Tilknytningen til Nyker sogn sandsynliggøres af, at Peder Uf optræder som vidne her i 1416, så Jens Uf har måske beboet en eller flere af adelsgårdene i dette sogn (Vellingsgård, Kyndegård eller Blykobbegård). | Uf, Jens (I212)
|
| 618 | I 1497 hørte vi ved hans fader, at han ikke engang havde sit eget sigil og måtte låne farmands, men ca. 10 år efter er han landsdommer! Efter hans bror Anders Uf blev Jacob Splid (som ægtede enken) landsdommer, og efter dennes død blev Oluf Ottesen landsdommer, og besegler enken Anne Sevidsdatter sjælegave til Lundekirken d. 10/7 1508. Oluf har nok kun været midt i 30rne. Den 22/5 1522 er hans segl bevaret og ses som foto (Rigsarkivet) her til venstre. Det er desværre et af de dårlige segl på papirsdokumenterne, hvor man lagde en lap papir over lakken, og disse smuldrer ofte, men vi kan se halvdelen af skjoldet på skrå med sparrens "ene ben", og så er det første gang vi ser en hjelmfigur: 2 vesselhorn. 1522 er det sidste år han nævnes i live. Hvem var han gift med og hvilke børn havde han? Vi er frygtelig på den, her mærker vi rigtigt, at slægtens brevskaber forsvandt på havets bund sammen med Mads Kofoed i 1552. Oluf Ottesen og N. N. må have haft en søn, der hed Hans Olufsen, men intet er bevaret!!! | Uf, Oluf Ottesen (I500727)
|
| 619 | i Biskopsrud (Buskerud), nævnes 1322-23. | Galde, Aasulf I. i Biskopsrud (I41)
|
| 620 | I DAA 2006-08 fastslås det at han og de yngre søskende er børn af faderens 4. ægteskab med N.N. Aagesdatter Steeg, da de alle var umyndige ved faderens død i 1387. Til Nielstrup (Musse H.), arvede Bøgsted, var 1387 umyndig under hr. Folmer Jakobsens værgemål, men fik på skiftet kun udlagt bøndergods, fik 1388 en hovedgård i Tjæreby i pant af hr. Benedict Biug, deltog 1396 i stiftelsen af slægt-vikariet i Roskilde, nævnes 1401 som forlover for broderen hr. Anders, fik 1407 af Niels Hak i Assendrup, der kalder ham sin søstersøn, fuldmagt at skifte med fru Merde i "Ennelungisøø" alt det gods, de havde at skifte i Hadsten i Jylland, beseglede 1421 til vitterlighed med sin "fædder" Jes Lunge i Skafterup, stiftede 1432 begængelse for Jep Ebbesen (Lunge), beseglede 1435 forliget i Vordingborg, havde samme år været i Stockholm og nævnes i det der afsluttede forlig først af de beseglende væbnere, var 1438 med at indkalde hertug Christoffer og 1439 at opsige kong Erik huldskab og troskab. Beseglede 1440 i Kolding hertug Adolphs lensbrev, købte 1443 parter i Ordrup af Arild Svendsen og Niels Andersen, tilskødende 1447 hr. Torbern Bille, sin kære "svoger", den del i Ordrup, som han arvede efter sin broder hr. Anders, lå 20. december 1450 på sin sotteseng, hvorfor sønnen mødte for ham i en retssag, han havde med hr. Niels Knudsen (Panter) om Ordrup, levede dog 23. november 1451 og var da rigsråd, var halvbroder til hr. David Hak og fru Ingeborg Hak, Arild Madsens, begravet i Antvorskov, skifte efter ham holdtes 6. juli 1458. | Lunge, Ove Jakobsen til Nielstrup (I505072)
|
| 621 | I en våpenanetavle i Brønnøy kirke fra 1572 for fru Kirstin Trondsdotter Benkestokk [se NST 3 (1932), s. 274-300], tillegges hennes farmor, det vil si hustru Adelus Eriksdotter (nevnt 1505), de Kruckowers slektsvåpen. Denne heraldiske kilden, kombinert med den nærhet det var mellom Fet og Joranger, underbygger teorien om at hustru Adelus Eriksdotter var en datter av ridderen herr Erik Andersson på Fet. | Kruckow, Adelus Eriksdotter (I501527)
|
| 622 | I Krigen mellem Danmark og Sverige tjente han ved Ritmester Knud Urnes Kompagni, og efter at Freden var sluttet i Roskilde, rejste han hjem til Bornholm, der var afstaat til Sverige. Da Øens Indbyggere imidlertid fandt det svenske Herredømme utaaleligt, stillede han sig i Spidsen for en Opstand, der havde til Følge, at den svenske Oberst og Kommandant Johan Prindsenskiold blev skudt i Rønne, og efter at Bornholmerne dernæst havde erobret deres Ø tilbage fra Svenskerne, overgav de den til den danske Konge Frederik III til evindelig Arv og Ejendom. Gavebrevet dat. 29/12 1658. Jens Koefoed, der af Bornholmerne endnu den Dag i Dag kaldes „Befrieren“, fik til Belønning for sin raske Færd kgl. Bestalling som Kaptajn, desuden skænkede Kongen ham Maglegaard i Østermarie Sogn, fri for Skatter og Afgifter paa Livstid samt 200 Rdlr. om Aaret. | Koefoed, Jens Pedersen Bornholmsbefrieren (I500540)
|
| 623 | I live 1499. | Oksehode, Sigrid Torleivsdatter (I501701)
|
| 624 | I. Darre | Darre, Rolf Olufssøn (I502753)
|
| 625 | I. Galt- / Galtung-linjen Den første vi kjenner av denne ætten er Gaut på Ænes. | Lendmann Gaut på Ænes (I88)
|
| 626 | I. Led - De egentlige Godov'er Ridder, var 1320 nærværende ved arvedelingen mellem greverne Adolf og Johan af Holsten, boede i Reinsfeld sogn. | Godov, Henrik I. (I94)
|
| 627 | I. Led - Den ældste Slægt - [Kaas (Sparre)] Nævnes 1292, var 1296 ridder, stiftede 1300 et alter i Ribe Domkirke, udsatte sit gods for sin broders fængsel, skulle 1304 m. flere påligne skat i Ribe Stift, beseglede 1307 hertug Christoffers forlening med Sønder Halland. gift med en datter af Niels Peck eller med en datter af Niels kammermester (begge anført her). | Kaas (Sparre), Niels Lændi (I501254)
|
| 628 | I. Led - Lang (i Skåne) - (uddød). Var 1392 høvedsmand på Turestorpsø og Foged i Vemmenhøg herred. | Lang, Claus I. (I107)
|
| 629 | I. Led - [Bugge] Under dette navn anfører adelsleksikonnet en hel række forskellige våben, af hvilke dog de to sikkert kun skyldes en forveksling med de to med Buggerne besvogrede ætter Strangesen og Vendelbos våben, og af de øvrige kan kun et påvises virkelig at være blevet ført. Det viser i guld-felt en halv, afhugget sølv- bevæbnet sort vildbasse og samme mærke på hjelmen; just dette våben viser hr. Niels Bugges og hans datter Ellines endnu bevarede Segl. Slægtsbøgerne fabler om, at denne slægt alt i Kong Frode Fredegods tid var kendt i Skåne- og Halland, og at skattekongen hr. Turild Bugge, der nok skal ligge begravet ved Glenstrup, var stamfader for de kristne Bugger: Mere troværdig er Holger Parsbergs alt af Klevenfeldt tiltrådte bemærkning om, at de Bugge'r har fælles herkomst med de gamle Høeg'er, hvis våben også viste en halv vildbasse. Nævnes 1302 blandt vidnerne i Kong Eriks gældsbrev til byen Rostock. | Bugge, Niels (I501261)
|
| 630 | I. Led - [de danske Reventlow] - [Kaas af Mur] Levede i Holsten. (jvf. DAA. X, 367) Stamfader til den fynske linje Reventlow | Reventlow (af Fyn), Johannes (I63)
|
| 631 | I. Led - [De gamle Basse'r] De gamle Basse'r. En gammel sjællandsk adelsslægt, som i våbnet førte et afhugget sort vildbassehoved med en guld-huggetand i sølv-felt og på hjelmen et grønt træ mellem to siddende røde egern. Slægten, der i det 14. århundrede hørte til de mægtigste og anseteste blandt adelen, uddøde i midten af det 15. århundrede med hr. Steen Basse. Ihvorvel denne havde skænket meget gods til sin søsterdatter fru Sidsel Lunge og hendes agtefælle hr. Torbern Bille på det vilkår, at de skulle opkalde en af deres sønner efter ham for således at bevare slægtsnavnet, så bortkastede dog denne søn, der i flæng kaldtes Steen Basse, Basse Bille, men hyppigst Steen Bille, eller i alt fald hans børn ganske navnet Basse, og kun fornavnet Steen, der endnu den dag i dag er almindeligt iblandt Steen Basse Billes efterkommere, minder om hr. Steen Basses bestræbelser for at bevare sit navn. Slægtsnavnet Basse blev dog forplantet gennem et andet af hr. Steens søsterbørn, nemlig Anders Pedersen (Godov). Også til ham havde hr. Steen lovet meget jordegods, om han ville give sin søn hr. Steens navn. Siden betænkte han sig imidlertid og gav godset til Antvorskov kloster og Nyborg kirke, og grunden hertil siges i slægtebøgerne at have været følgende: Engang bød Anders Pedersen hr. Steen Basse til gæst og lod da af skæmt bære en kat på bordet for ham mellem to fade, og da så det øverste fad blev taget af, sprang katten op mod hr. Steen. Men denne, der aldrig kunde lide katte, blev vred og sagde, at han skulle kaste en kat på søstersønnen igen, som denne ikke skulle le ad, og gav så 24 læster korn til Antvorskov kloster. Ikke desto mindre bar Anders Pedersens eneste søn navnet Steen Basse, og da denne yngre Steen Basse døde barnløs, optoges Basse-navnet af efterkommerne af to af hans søstre, der begge vare indgiftede i en sjællandsk adelsslægt, der hidtil ej havde ført slægtsnavn, men nu blev de såkaldte "nye Basser". I det 14. århundrede nævnes adskillige mænd af navnet Basse. Således forseglede en ridder Johannes Basse 1305 til vitterlighed et af bispen i Aarhus udgivet brev. 1319 nævnes Johannes Basse af Skaderyd (nu Skader i Sønderhald herred). En tredje Johannes Basse boede i Nordrup i Slagelse herred og pantsatte 1355 gods i Særslev og Skjerne til hr. Johannes Falster. 1370 og 71 har Offe Basse, ridder, medbeseglet de om forhandlingerne med hansestæderne udstedte breve. Disses plads på stamtavlen kendes ikke, om de overhoved alle høre til samme slægt, men stamtavlen er for øvrigt sikkert meget mangelfuld. | Basse (Gamle), NN I. (I505223)
|
| 632 | I. led - [Galde] En gammel norsk slægt, der i det 16. århundrede flyttede til Danmark, og hvis våben var en af tre røde stjerner omsat blå sparre i sølv-felt, på hjelmen to af sølv og blåt delte vesselhorn. Nogle tilføjer en rød stjerne mellem vesselhornene, men den mangler i de nu kendte segl. Våbentegningen her er udført efter hr. Oluf Galdes segl fra 1529. "Slægten kaldtes de bedske Galder". | Galde, Aasulf I. i Biskopsrud (I41)
|
| 633 | I. Led - [Galskyt] Jens Nielsen til Od optrådte som vidne ved Viborg Landsting i 1325 og 1333. Jens Nielsen til Od´s segl på ovennævnte dokument fra 1325 er beskrevet i Langebeks Diplomentarium. Langebek anfører, at seglet svarer til Arenfelds våben, en ørn med udfoldede vinger ("Aqvila expansis alis, instar Arenfeldiorum" ). Kilde: Langebeks Diplomentarium Danicum II, Thiset & Petersen: Danske adelige segl fra det 13. til 17. Århundrede (nr. 170). Jens Nielsen til Od levede d. 21.02.1344, hvor han var vidne ved Viborg Landsting i en sag mellem tidl. drost Peder Vendelbo og ridder Jens Nielsen af Kaas, men var død inden 3.4.1345, hvor hans enke, børn og svigerbørn endligt afsluttede boet efter ham. Af retsprotokollen fremgår, at Jens Nielsen af Od mindst må have ejet Od Herregård (der deltes mellem søn og svigersøn), Dalgaard (der blev overtaget af den anden søn), Østergaard, gods i Kærrestrup og 8 landsteder. Kilde: DRB 2. rk. 3 bd. 26 og 142. I 1197 blev von Arnevelt forlenet med et grevskab og i 1201 omtales brødrene Gerungus og Diedrich von Arnevelt som borgherrer på "Bullerburg" i et dokument, hvor vidnede for biskop Hartbert af Hildesheim. Borgen var beliggende ovenfor landsbyen Ahrenfeld på skrænten af Kantstein i det der i dag er Friedhofshügel. I 1300-tallet lå borgen øde og i 1400-tallet var den genstand for en fejde, hvor den blev fuldstændig ødelagt. Det eneste der i dag er tilbage er "Burgweg" der fører fra landsbyen Ahrenfeld mod sydøst samt ørnen i byens våben. Af en række retsprotokoller i Danske Riges Breve fremgår, at slægten Kaas er besvogret med Galskyt på Odsgaard, Bidstrup, Dalsgaard og Ulstrup. Normalt anføres Jens Nielsen af Od som søn af Niels Lendi til Troldorp og kammermester Niels Pedersens datter. | Galskyt, Jens Nielsen I. af Od (I500713)
|
| 634 | I. Led - [Gyldenstierne] Måske den hr. Niels Eriksen, der 1310 omtales i provst Kristjern i Hardesyssels testamente som have ejet gods i Nørre Bork (Nørre Horns H.); skal være begravet i Sønderholms kirke, hvor hans ligsten med fædrene og mødrene våben sås. Angives gift med Edel Saltensee. Ny forskning (v. lektor Anders Bøgh) viser at sønnen Erik Nielsens mor må have været en datter af Niels Ågesen Panter. Om dette også gælder de øvrige børn er uvist. | Gyldenstierne, Niels Eriksen til Aagaard og Restrup (I501682)
|
| 635 | I. Led - [Halvbjørn] Nævnes i sin sønnesøns brev af 17. marts 1498 som stifter af Vor Frue Vikarie i Bogense - antagelig i første fjerdedel af 1400-tallet. | Halvbjørn, Tue Nielsen I. (I500702)
|
| 636 | I. Led - [Kabel] Var 1376 sammen med Henrik Kabel forlover for kong Albrecht til hr. Mattis Ketelhod, 1388 foged på Ravnsborg, såret i slaget på Falen 1389, død af sine sår og begravet i Nysted kirke. | Kabel, Lyder (I505204)
|
| 637 | I. Led - [Lange, Munk, Frost, Bomøve, Friis] Våben: Tre røde roser i sølv-felt, på hjelmen tretten faner, vekselvis røde og hvide. Fru Thale Ulfstand har bevaret en tradition om, at de Lange'r egentlig er en friherrelig æt fra Østrig ved navn Rosenfeld, og beretter, at den første her i Danmark var hr. råd Rosenfeld, der boede på "Voszingaard" ved Varde og var gift med fru Kirsten, datter af Gunde Lagesen og en Krummedige, med hvem han havde tre børn: 1. hr. Lund Rosenfeld, 2. hr. Lage Rosenfeld til Herningholm, gift med Ellen Ovesdatter Snekke, og 3. Rosille Rosenfeld til Voszingaard. Efter dem er kommen hr. Ib Rosenfeld, der med fru Ellen Saltenseest havde sønnerne Jon Jakobsen af Nørholm, Thomes Jakobsen (!) osv. Hvis der er gran af sandhed i fru Thales beretning, må denne de Rosenfeld'ers indvandring have fundet sted i en meget fjern fortid, thi skønt slægtsvåbnet kan forfølges i sigiller tilbage til begyndelsen af det 14. århundrede, findes det aldrig i forbindelse med det i den danske adel ellers ganske ukendte navn Rosenfeld. Tilhørende slægtsnavne mangler våbnet forøvrigt ingenlunde, tværtimod, en hel række er knyttet til det: Frost, Munk, Lange, Bomøve, Friis og Eisen. Det sidste navn har man villet udlede af byen Eising, Hostrup sogn, Tønder amt, men vistnok med urette, det synes kun at skyldes en forvanskning af tilnavnet Esgesen. Medens man vel gør klogest i at stille sig tvivlende overfor sagnet om slægtens fremmede herkomst, skal det derimod ingenlunde bestrides, at den har slægtninge udenfor vore grænser. Ifølge Zedlitz-Neukircks: Neues Preuss. Adelslex. lever der i Mecklenburg, Pommern og Lifland en slægt von Langen, der fører roserne og fanerne ganske som de danske Lange'r, og i Holland findes en bekendt, gammel, forøvrigt med de danske Brahe'r besvogret slægt von Eisinga, hvis våben ligeledes var tre roser, om end i blåt felt; men i alt fald for den første af disse to fremmede slægters vedkommende ligger det nærmest at antage, at den er en udvandret gren af den danske slægt, eftersom slægtsnavnet Lange, der vel er oprindelsen til von Langen, ikke er et oprindeligt slægtsnavn, men først dukker op i Danmark i det 15. århundrede, antagelig først som et rent personligt tilnavn. Navnet Munk er efter en fra slægtebøgerne stammende, hidtil almindelig troet beretning først kommet ind i slægten i det 15. århundrede og det ved, at Malte Iversen (Lange) ægtede hr. Stig Munks datter, og deres børn skulle så have antaget det mødrene navn. Ubetinget tillidvækkende er nu denne beretning ikke. Slige navneoptagelser fandt i reglen kun sted, hvor den ene slægt var i fare for at uddø, men dette var på den tid ingenlunde tilfældet med hr. Stig Munks slægt, idet allerede denne selv havde mindst een søn, som efterlod sig sønner og sønnesønner; desuden kendes uheldigvis hverken Malte Iversen eller hans hustru af samtidige aktstykker, og den omstændighed, at navnene Malte og Stig aldeles ikke forekomme i deres foregivne afkom, skal ikke styrke troen på, at de alligevel have været til. Da det nu endvidere viser sig, at alt 1344 en ridder Peder Munk den ældre fører de tre roser, hvilken Peder Munk synes at have været farfaders-broder til bemeldte Malte Iversen, om denne da har levet, påtrænger den tanke sig, om ikke brødrene Niels, Peder og Oluf Munk i det 15. århundrede, fra hvem de Munk'er med de tre roser stammer, snarere er sønnesønner af hin hr. Peder Munk den ældre. De ville da blive næstsøskendebørn til og ikke brodersønner af biskop Jens Iversen Lange og dennes broder kantoren Jep Iversen, med hvem de ganske vist må have været nær beslægtede. Oprindelsen til navnet Friis, der kun vides at være ført af et ganske enkelt medlem af slægten, om hvis fædrene herkomst Intet vides, og til det mærkelige slægtsnavn Bomøve kendes ikke. I et endnu mere gådefuldt forhold står våbnet med de tre roser til slægten Bild, navnlig til den linje af denne, der førte navnet Frost. Denne slægts våben var som bekendt et tværdelt skjold, og således ser også skjoldet ud i marsken Anders Frosts sigil 1362, der har til omskrift: S' ANDS' VROST MILITIS; men under et brev i arkivet i Schwerin 1360 fører samme hr. Anders Frost, ridder, de tre roser i sit skjold og over dette en hjelm, hvor på en rose, besat med påfuglefjer - omskriften lyder her: S' ANDREE ESGYS' (jvf. Afbildn. i D. A. S. 549, sammes tekst har urigtig S' ANDREE EBBYS') -, og dette er ingen tilfældighed, thi hans fader Esge Frosts sigil, der haves under et brev af 1331, viser også et skjold med tre roser. Man fristes heraf til at slutte, at der samtidig må have levet to riddere af navnet Anders Frost, ligesom der 50 år senere i Skåne samtidig levede to adelsmænd af navnet Jens Andersen Grim, oven i købet begge skrivende sig til en gård Tostrup, men dog hver hørende til sin slægt og hver førende sit forskellige våben, ligesom også gårdene vare forskellige (jvf. D. A. A. XIII. 182), men meget sandsynligt er det dog ikke, og det modsiges desuden af, at tre rose-våbnet også dukker op i en anden linje af Bild-slægten, idet Peder Nielsen til Tanderup, der antagelig var en søn af den berømte Niels Ebbesen, også synes at have ført det. Ganske vist er det eneste tiloversblevne eksemplar af hans sigiller, fra 1391, nu så stærkt medtaget af tidens tand, at skjoldemærket kun utydeligt lader skimte de tre roser, dog afgjort ikke det delte skjold, som kendes fra hans farbrødres sigiller. Her synes altså at foreligge et i den danske adel ret enestående tilfælde, at en slægt fører to forskellige våben i flæng, og en fyldestgørende forklaring savnes ganske. Men selv om man vil antage, at ikke det delte skjold, men de tre roser er de Frosters rette våben, hvor vanskelig dette end lader sig forlige med, hvad der ellers vides om deres slægtskabsforhold, så bliver det endda et spørgsmål: i hvilket forhold de star til Lange'rne. Disse føre alle som een de 13 faner, medens Frost’ernes til de tre roser svarende hjelmtegn, som ganske vist kun kendes fra et eneste sigil, viser en rose og påfuglefjer. Lange'rnes hovedlinje hører derhos nærmest hjemme i omegnen af Ribe, medens Frost'erne synes at have haft deres hjemstavn i den nordlige del af den jyske Halvø. På den anden Side kan der også påpeges berøringspunkter, Våbnet foruden, mellem Frost'er og Lange'r, og medlemmer af disse sidste møder man også så langt nord på, at i grunden en forbindelse mellem Lange'r og Frost'er ikke er mindre sandsynlig end en forbindelse mellem Frost’er og Bild'er. Ved patent af 4. februar 1817 blev Christen Rasmussen Carlsen til Gamle Køgegård, hvis forfædre havde ført navnet Lange, optaget i den danske adel med tre-rose-Langernes skjold og hjelm, idet hans slægt sad inde med en gammel tradition om, at den var en gren af hin gamle adelsslægt. For rigtigheden af denne, på en måde ved patentet godkendte tradition, er der aldrig lykkedes at føre fuldgyldigt bevis. De hidtil opstillede stamtavler over slægtens ældste generationer lider af så store kronologiske usandsynligheder, at en ny sammenstilling her er forsøgt, om med hvor stort held eller uheld, må fremtiden vise. | Lange (tre Roser), Ebbe I. (I24)
|
| 638 | I. Led - [Lunge] Få slægter har indtaget så fremragende en plads i den danske adels historie som de såkaldte "gamle Lunge'r". Dette skyldes dog mindre deres rigdom og sociale anseelse, skønt den en kort tid, fra 1350 til ca. 1450, frembragte flere betydelige mænd, end den omstændighed, at dens sidste kvindelige ætlinge bleve stammødre til flere af vore talrigeste og mest ansete slægter, Bille, Brahe, Krabbe, Krafse, de nye Lunger og derigennem indirekte til omtrent hele det 16. og 17. århundredes danske adel. Med god grund vælger fra Lisbet Bryske derfor Lungerne til udgangspunkt i sine slægtebøger; thi det er en stor undtagelse at træffe en anetavle fra det 16. århundrede, i hvilken de gamle Lunge'rs velkendte våben ikke indløber. Dette våben var tre guld-liljer, oftest samlede i skjoldets midte, i rødt felt, på hjelmen to røde vesselhorn, hvert besat med tre guld-liljer. Lunge-slægten var fra den tidligste tid nøje knyttet til Sjælland. Den uddøde på mandssiden om ved år 1480, men navnet optoges som bekendt af en spindeline, en linje af slægten Dyre (jvf. D.A.A. 1891. S. 155). udstedte 1268 med Oluf Rostok, Oluf Ranesen, magister Rane med flere i Næstved vidne om et til St. Clare Kloster i Roskilde udstedt pantebrev, 1282 mægler i en strid mellem Sorø Kloster og hr. Peder Olufsen af "Tiufstorp", fik 1285 af dekanen af Roskilde, magister Rane, fuldmagt til tilskøde St. Clare Kloster en gård i Allinde, der havde tilhørt dekanens broder hr. Oluf Rostok, var 1287 bispen i Roskildes foged i Bjernede og Fodby, og skødede og pantsatte da gods til nysnævnte kloster, skulle 1288 skøde gods dertil for frøken Agnes, kong Erik Plovpennings datter, der kalder ham sin ven, beseglede 1290 til vitterlighed med Roskildeborgeren Niels Hermansen, var død 1302 da hans enke levede. | Lunge, Oluf I. (I95)
|
| 639 | I. Led - [Oxe] Slægten Oxe menes at have taget sit Navn efter sit Vaaben, som var en gaaende rød Oxe i Sølv Felt og paa Hjelmen en halv opspringende rød Oxe. Imidlertid berettes, at dens oprindelige Navn var Reiendorff, og at den først efter at være indvandret til Danmark fra sin oprindelige Hjemstavn Franken har forandret Slægtnavn; det lyder ret sandsynligt, men Navnet Reiendorff er dog ikke truffet i samtidige Kilder her i Danmark og var, saavidt spores kan, heller ikke kendt i Franken. Derimod skal der i Franken have levet en Slægt af Navnet Oxe, der uddøde 1564 med Jørgen Pancratz Oxe til Guntzendorf, og det er vel da ret sandsynligt, at de danske Oxe'r var en Linie af denne Slægt, saa meget mere som Rigshofmesteren Peder Oxe paa egne og sin Broder Albrechts Vegne gjorde Fordring paa de af nysnævnte Jørgen Paneratz Oxe indehavie Lensgodser. Peder Oxe kalder sidstnævnte sin „lieber Vetter und Schwerdt-magen", og denne havde ogsaa for sin Død erklæret, at han ingen, nærmere Arvinger havde end Peder Oxe; men desuagtet fik denne ikke de paagældende Godser, der var Len under Biskopperne af Würtzburg og Bamberg. Det ses dog, et de Oxe'r af Guntzendorf førte ganske, samme Slægtvaaben som de danske Oxer. I Sverige har levet en 1790 uddød adelig Slægt Oxe, der mente sig at nedstamme fra den 1490—95 i Danmark levende Ridder Oluf Oxe, men selve dens Slægttavle modbeviser denne Paastand, som yderligere svækkes af den Omstændighed, at disse svenske Oxer i deres Vaaben kun førte en halv Oxe. | Oxe, Johan I. Reiendorff (I57)
|
| 640 | I. Led - [Rømer I.] En gammel meklenborgsk Slægt, også kaldet van Rome, som i det 14. århundrede forgrenede sig til Norge. Ridder, var 1304 forlover ved et forlig mellem markgreverne af Brandenburg og Henrik fyrste af Mecklenburg om Stargard. | van Rome, Henning (I501745)
|
| 641 | I. Led - [Rømer II.] Den efterstående gamle ansete norske Slægt vides ikke selv at have ført noget fast Slægtsnavn, men den tillægges Navnet Rømer, fordi den på mødrene Side stammede fra den til Norge fra Meklenborg komne Slægt af dette Navn. Nogle mener, at Slægten selv er af svensk Oprindelse og her stammede fra den såkaldte Segerstad Slægt. Dens Våben, et skrådelt Skjold af Sølv og Sort på den kronede Hjelm to Vesselhorn delte af samme Farver, vidner i hvert Fald om høj Ælde. Den uddøde på. Mandslinien ved år 1530. | Estridsen, Ingevald (I505141)
|
| 642 | I. Led - [Skeel] Skeel-slægtens fælles stamfader nævnes indirekte via sønnerne, der omtales som brødre. Nævnes indirekte, - sønnerne omtales som brødre. Paa denne Tafle og Ramme Findes de gamle Skieelers Stamme Fra Fader til Søn ud ad Rad Den rette Old Linie nedad, Som i Danmark har bygged og boed Med dier Fruer af ædel Roed, Men hvem den Første Faer har vaaren, Og hvo Skieelers Nafn først hawer baaren, Det kan ikke vides til fuld, Det er for mang' Aar lagt i Muld, Gud hiælp dier Børn baader Smaa og Stor At trien i deris Oldfaders Spor. Indeskriften paa den malede Slægtstavle i Aalum Kirke | Skeel, N.N. I. (I501248)
|
| 643 | I. Led - [Ulfeldt] Nævnes 1186 i Kong Knud Valdemars Stadfæstelse paa de fremfarne Kongers Gaver til Lund Domkirke. | Ulfeldt, Strange I. (I500796)
|
| 644 | I. Led - [Urup] Slægten Urup eller Ugerup, der har taget Navn efter sit Stamgods Ugerup i Gærds H., Køpinge S., som senest fra 1387 og indtil 1622 var i dens Besiddelse, fører i Skjoldet et rødt Vædderhorn i Sølv, paa Hjelmen to røde Vædderhorn, stundum foran 5 Paafjer. Allerede Klevenfeldt fremsatte den Gisning, at Slægterne Urup og Bydelsbach maatte være stambeslægtede, baade fordi begge benytter sig af samme Vaabenmærke, og fordi der i gamle Slægtebøger tillægges de heri opførte ældste Led af Urup-Stammen Tilnavne som Baltelbeck, Boltelbach, Billebeck o. 1. (i Hr. Erik Bydelsbachs Segl [1412] er Navnet stavet Bildbach). En Afvigelse mellem de to Slægters Vaabenmærker er kun, at Bydelsbach'erne paa Hjelmen førte ét Vædderhorn, Familien Urup derimod to, hvortil senere er kommet en Paafuglehale. Navnet Bydelsbach stammer afgjort fra Beutelsbach i Württemberg i Oberamt Schorndorf, hvor der levede en adelig Slægt, der hed ligesaa og førte et Vædderhorn i Skjoldet. Om Slægten Urup, forud for den Tid da den først optræder i Aktstykker (1326) er man henvist til de uhjemlede Optegnelser i gamle Slægtebøger, særlig den, der er sammenskrevet 1628 paa Ovesholm ved Helvig Kaas, Datter af Bjørn Kaas til Starupgaard (død 1581) og Søster til Kirsten Kaas i Ægteskab med Ove Urup (død 1622). Bogen indeholder ældre Bestanddele, Oplysninger der antagelig skyldes Ture Trolles Søster Anne (død 1560), der var gift med Axel Urup (død 1540), hvorfor den særligt beskæftiger sig med Familien Urup. Slægtebøgerne, Helvig Kaas' og Thale Ulfstands opfører de ældste Slægtled saaledes: Hr. Erik Baltebuk, Fader til Holger Eriksen, som if. Sophie Brahe byggede Ugerup, og hvis Søn var Jens Holgersen til Urup, Fader til Røde Holger Jensen. Med Holger Nielsen, født o. 1300, begynder den notoriske Stamrække, der slutter med Slægtens sidste og tillige navnkundigste Mand, Rigsmarsken Hr. Axel Urup (død 1671). Medforseglede 1326 Grev Gerts Lensbrev på Hertugdømmet Slesvig. I hans Segl læses: S'HELGERI NICOLAI. | Urup, Holger Nielsen I. (I109)
|
| 645 | I. Led - [Viffert] Antages at have ejet Torstedlund (Hornum H.), beseglede 1397 et vidne af Slet Herredsting og førte det tredelte skjold, levede endnu 1406, da han havde gods i Rinds herred i pant, men 1410 udstedtes et vidne af Mariager byting, at han havde testamenteret sin hustru sin gård i Mariager uden skifte hendes livstid og 1419 et andet vidne, at han var den første, der pålagde saltskat i Als sogn. | Viffertsen, Jon I (I505106)
|
| 646 | Ifølge Gravkataloget gift med Kristine. - Børnene den senere Roskildebiskop Niels, Juris, Margrethe. I Næstved velgørerliste nævnes Roskildebispen Niels med brødrene Tyge og Sune. De skulle så evt. være sønner af Stig, men kendes kun herfra. | Galen (Hvide), Stig (I104)
|
| 647 | Ikke nevnt i kildene. | Soop, Anfinn Eilifsson (I504299)
|
| 648 | Indehavde 1413 Nybølgaard af Jurien Krummedige. | Siggem, Margrethe Henriksdatter (I505100)
|
| 649 | Infanterikaptein. | Bernhoft, Salomon (I502320)
|
| 650 | Ingeniør | Gleditsch, Karl (I500207)
|