- I. Led - [De gamle Basse'r]
De gamle Basse'r.
En gammel sjællandsk adelsslægt, som i våbnet førte et afhugget sort vildbassehoved med en guld-huggetand i sølv-felt og på hjelmen et grønt træ mellem to siddende røde egern. Slægten, der i det 14. århundrede hørte til de mægtigste og anseteste blandt adelen, uddøde i midten af det 15. århundrede med hr. Steen Basse. Ihvorvel denne havde skænket meget gods til sin søsterdatter fru Sidsel Lunge og hendes agtefælle hr. Torbern Bille på det vilkår, at de skulle opkalde en af deres sønner efter ham for således at bevare slægtsnavnet, så bortkastede dog denne søn, der i flæng kaldtes Steen Basse, Basse Bille, men hyppigst Steen Bille, eller i alt fald hans børn ganske navnet Basse, og kun fornavnet Steen, der endnu den dag i dag er almindeligt iblandt Steen Basse Billes efterkommere, minder om hr. Steen Basses bestræbelser for at bevare sit navn.
Slægtsnavnet Basse blev dog forplantet gennem et andet af hr. Steens søsterbørn, nemlig Anders Pedersen (Godov). Også til ham havde hr. Steen lovet meget jordegods, om han ville give sin søn hr. Steens navn. Siden betænkte han sig imidlertid og gav godset til Antvorskov kloster og Nyborg kirke, og grunden hertil siges i slægtebøgerne at have været følgende: Engang bød Anders Pedersen hr. Steen Basse til gæst og lod da af skæmt bære en kat på bordet for ham mellem to fade, og da så det øverste fad blev taget af, sprang katten op mod hr. Steen. Men denne, der aldrig kunde lide katte, blev vred og sagde, at han skulle kaste en kat på søstersønnen igen, som denne ikke skulle le ad, og gav så 24 læster korn til Antvorskov kloster. Ikke desto mindre bar Anders Pedersens eneste søn navnet Steen Basse, og da denne yngre Steen Basse døde barnløs, optoges Basse-navnet af efterkommerne af to af hans søstre, der begge vare indgiftede i en sjællandsk adelsslægt, der hidtil ej havde ført slægtsnavn, men nu blev de såkaldte "nye Basser".
I det 14. århundrede nævnes adskillige mænd af navnet Basse. Således forseglede en ridder Johannes Basse 1305 til vitterlighed et af bispen i Aarhus udgivet brev. 1319 nævnes Johannes Basse af Skaderyd (nu Skader i Sønderhald herred). En tredje Johannes Basse boede i Nordrup i Slagelse herred og pantsatte 1355 gods i Særslev og Skjerne til hr. Johannes Falster. 1370 og 71 har Offe Basse, ridder, medbeseglet de om forhandlingerne med hansestæderne udstedte breve. Disses plads på stamtavlen kendes ikke, om de overhoved alle høre til samme slægt, men stamtavlen er for øvrigt sikkert meget mangelfuld.
|