Notater
Treff 751 til 800 av 1,135
| # | Notater | Linket til |
|---|---|---|
| 751 | Nævnt 1251-85. - Omtalt som gældker i Skåne/Lund fra 1251 til marts 1282, fra juni 1283 b enævnt som forhenværende. Vidne for kongerne Abel 1251, og Kristoffer I 1255 og medbesegler for broderen Erland i 1269. Tre gange vidne for kong Erik V Klipping 1265, -68 , -72. Ikke nævnt 1273-81. 1282-85 fire gange vidne for Erik V Klipping. 1285 med til at tildømme kongen Als. Omtalt flere gange i.f.m. broderen Jakobs tiltræden og første tid som ærkebiskop. 1254 tilkaldt af denne for at ændre den skånske kirkelov, af Jakob senere anklaget for ikke at ville hjælpe sig og for at skylde sig penge, der ikke blev tilbagebetalt, begge dele i perioden 1254-56. Forhandlede under den skærpede konflikt på kongens vegne over for broderen 1256-57. Af den senere ærkebiskop Johannes Grand kaldt en af landets store baroner og anklaget for at have svigtet Jakob og stillet sig imod ham pga. frygt for og løfter fra kongen. Segl 1285 med 3 bjælker, ranker og roser. - Kan være den Niels Erlandsen der ifølge Genealogien var gift med Esbern Snares datterdatter Elisabeth af Asser-linjen (se 1 ,16) hvilket her er antaget. - Døtrene Marianne og Cecilie samt muligvis endnu to døtre. Sønnerne Johannes og Peder. DAAs sønner ? Offe, Andreas, Åge og Jakob er ikke antaget. | Galen, Gældker Niels Erlandsen (I500868)
|
| 752 | Nævnt i Genealogien og Gravkataloget, begge steder med tilnavnet Kammermester. Sandsynligvis også den Peder Kammermester, der nævnes i Broderlisten med den kendte bror Sune og den eventuelle bror Stig. Sønnen Niels også betitlet Kammermester. | (Galen), Kammermester Peder Margrethesen (I500887)
|
| 753 | Offvens Pedersdatter Hegelund var datterdatter til Jess Mattissøn Sochfod. Fra «Diplomatarium Viborgense»: «Offvenss Pedersdaatter Hegelunds Sønner, Morten Hegelund Raadmand, Peder Hegelund Borger i Viborg, Jens Hegelund Borger i Ribe, og Søren Hegelund 1537 gav noget Jord liggendes Østen til Bastue Jord, som kalledes Alle Helgens Boder, som Jess Mattissøn Sochfod, hendes Morfader, gav til Messers Opholdelse for Alle Helgens Alter i Viborg Domkirke» (side 49 i fortegnelsen over Domkirkens altre). 1: Diplomatarium Viborgense: Side 49 i Fortegnelsen over Domkirkens Altre. | Pedersdatter, Offvens (I504233)
|
| 754 | Oluf Haraldsen | Lille, Olaf (I501351)
|
| 755 | Omtales i ovennævnte brev som den, der »fuldkommede« det af faderen stiftede Vor Frue Vikarie. Nævnes 28. april 1446 som borgmester i Bogense og medbesegler et tingsvidne. | Halvbjørn, Niels Tuesen (I500701)
|
| 756 | Opgjorde 1263 ved indtrædelsen i Skt. Clara sit gods til 9 mark gulds jord i Vinkel (Vinkel S., Middelsom H.), jord til 18 mark guld i Rindsmark (Rind S., Middelsom H.), jord til 5 mark guld i Skovrup (?), jord til 2½ mark guld i Romlundsmark (Romlund S., Nørlyng H.), jord til 6 mark guld i *Breezrijsmark, jord til 1 mark guld og 2 mark sølv i Kirkebækmark (Romlund S.). - Gift med Johannes Gummesen, vidne for kong Kristoffer I. 1255 og -59. Hendes formentlig jyske ægtefælle nok død senest 1263, hvor hun på Viborg landsting gjorde op med sine jyske arvinger og indtrådte i Skt. Clara. | (Hvide), Margrethe Stigsdatter (I103)
|
| 757 | Oplod 1321 sammen med hr. Niels Tuesen af Hørby og dennes to sønner til Gudhjems kloster en gård Aaketorp, som fru Ingeborg Mogens Skænkeres datter havde givet til klosteret, fik 1343 gods i Magleby og Stigsnæs (Flakkebjerg herred) i pant af Jens Skaaning og 1348 af Oluf Jensen af Tystofte gods i Hesleby, pantsatte 1355 gods i Tjustrup til hr. Ture Knudsen (Dyre); vist g. m. en datter af hr. Niels Tuesen (Huitfeldt) til Hørby, thi denne kalder ham sin søn. | Urne, Nicolaus Johannesen (I92)
|
| 758 | Oppført med feil navn (Gunnhild) i Lærdal bygdebok s.667 (G10d), men riktig på s.77 | Bårdsdotter, Gunvor (I504751)
|
| 759 | Otte Pedersen nævnes i 2 bevarede dokumenter, hvor han må være ret langt oppe i alderen, idet han d. 10/8 1497 bevidner Torben Ødbernsens skøde, sammen med sin yngste søn Oluf Ottesen. Sønnen må netop være blevet myndig, fordi han har ikke fået sit eget sigil endnu, men låner faderens. Et foto af aftrykket (Rigsarkivet) ses her til venstre, og vi ser tydeligt trekants-motivet nu i skjold. Det bemærkes også, at ingen af personerne i familien i lang tid har kaldt sig ved deres faste slægtsnavn, kun i seglet ses omskriften "s' [igillum] otte w" (Otte Ufs sigil). Vi så allerede ved høvedsmanden Jens Ufs skjold i Gelre-våbenbogen, stod der blot "U" (her ved Otte "W") i stedet for "Uf". Den 10/7 1493 var Otte Pedersen vidne for ridderen Hr. Niels Ågesen (Sparre), som var vidne for Mogens Pedersen (se her over) samme år. Sådanne indbyrdes bevidninger antyder ofte slægtsskab. Hvorfor kan jeg nu sige, at Otte Pedersen er oppe i alderen her i 1497? Jo, for det viser sig, at han havde flere sønner, som var ældre end den nævnte Oluf Ottesen - en af dem havde allerede været landsdommer på dette tidspunkt og var død. En arvesag kom for landsretten på Bornholm i 1522. Den sidste mand af den skånske gren af Hvideslægten, Anders Galen, var død i Lund, og hans testamente vakte opsigt på Bornholm! Den bornholmske frimand Jørgen Hals og hans søstre Anne og Else kunne få en gammel jerngryde og en opredt seng, mere ville han ikke testamentere til dem, men han nævner sine kære frænder Hr. Peder W, kannik i Lund og Anders W. For at gøre en lang historie kort havde hans søster, Kirsten, været gift med væbneren Peder Hals på Bornholm og med ham fået de 3 nævnte børn, efter Peders død havde hun giftet sig med Otte Pedersen W og fået sønnerne Anders og Peder. Uvist hvorfor ville Anders Galen ikke anerkende det første kuld. Retssagen gik i lang tid efter hans død, og endte med at Hals-kuldet blev anerkendt. Der var dog ikke strid mellem de 2 kuld børn på Bornholm, for de besegler hinandens dokumenter, så det havde nok været Anders Galen, der havde siddet og surmulet ovre i Lund! Otte Uf var gift 1. gang med Kirsten Galen, børn: Anders Uf og Peder Uf. Gift 2. gang med ... Olufsdatter, børn: Oluf Ottesen og Kirsten Ottesdatter | Uf, Otte Pedersen (I500730)
|
| 760 | Pantsatte 1302 gods i Ølby og Vidskølle til St. Clare Kloster for den gæld, hans moder og broder og han stod i for hans to søstres indtagelse i Klostret, beseglede 1316 til vitterlighed med Oluf Fleming, fik s. å. tildømt gods i Kjelleklinte, Saltofte osv., som var ham pantsat af Anders Nielsen og hr. Svenning Truelsen, var 1321 medudsteder af et vidne af Sjællands Landsting. | Lunge, Oluf Olufsen (I71)
|
| 761 | Pantsatte 17. marts 1465 som enke gods i Brusk herred til hr. Eggert Frille, betænkes 1503 i hr. Hans Urnes testamente. | Oxe, Christine Pedersdatter (I505023)
|
| 762 | Parykkmaker, kornetist ved det oplandske dragonkorps og gårdbruker. | Ørtz, Johan Henrik (I475)
|
| 763 | Peder G. (S. 169) tjente biskop Jep Friis i Børglum 1457 sammen med en Oluf Galskyt, der vel var hans broder. (GI. kgl. Sml. in Fol. 844 S. 158). [1] | Galskyt, Oluf (I500700)
|
| 764 | Peder Jensen Galskyt Skriver sig til Od og Bidstrup. Od var hans fædrene gods, medens Bidstrup tilskrives arv fra Styggefamilien. Han boede på Od Herregaard til 1350, hvor han flyttede til Bidstrup Herregaard. Han døde efter 1363, hvor han solgte Od Hovedgaard til Christian Vendelbo. Kilde: http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I7529&tree=2 og Richard Fred Vincent: Family Search IGI CD62, PIN269719. DAA 1893:168. Peder Jensen Galskyts familie var involveret i Niels Ebbesebs drab på den kullede grev Gert. I det efterfølgende opgør, hvor kong Valdemar Atterdag nok fik Danmark, men selv måtte tilbageerobre de borge og herregårde, der var besat af tilhængerne af de holstenske hertuger. På kongens bud deltog Peder Jensen Galskyt og hans bror Niels med at sikre, at den tidligere retstilstand blev genindført og herremændene fik deres gods tilbage, bl.a. ved at de, som det hedder, indførte og forsvarede korporligt, at dette skete. En særlig langstrakt sag var sagen om den tidligere drost Peder Vendelbos overtagelse af Anders Pedersen af Granlevs gods i Korup, hvor både Peder Jensen, hans far Jens Nielsen til Od og hans bror Niels Jensen til Dal var involveret som vidner. Sagen var for retten ikke mindre end 13 gange og involverede et halvt dusin breve fra Kongen. Kilde: web.comhem.se/rovriddarna/dk/kaellingehol.htm og DRB 3. rk.1.bd. 354, 3.rk. 2.bd. 12 og 324. Der er bevaret to af hans segl, der begge viser hans våben, den skrå mur med 3 tinder. Det første af disse segl er brugt på dokumenter fra 1345 og 1347, hvor han anføres som Petrus Jønsson de Bistorpe, medens teksten på seglet lyder: "S´PETR IOHANNESS´ ". Det andet af seglene er brugt på dokumenter fra 1347 og 1355, hvor han anføres som Petrus Jønesson de Ood medens teksten på seglet lyder "S´PETRI IØNS´ D BISTORPE" . Kilde: Thiset og Petersen: Danske Adelige Segl, segl nr. 336 og 358. DRB 3.rk.1.bd. 354 og 3.rk.2. bd. 26, 142, 324 og 358. Bistrup (Bistorp, bispens torp) formodes at være en fæstning fra vikingetiden, Ilensborg. Opbygningen af den nuværende herregaard blev startet af Hvide slægten. I porten står, at den blev opført første gang af Absalons bror Styge Hvide 1220. Peder Jensen Galskyts overtagelse af Bistrup mellem 1343 og 1345 må antages at være en arv gennem hans hustru. Kilde: www.dis-danmark.dk/forum. | Galskyt, Peder Jensen af Bidstrup (I500711)
|
| 765 | Peder Mortensen Galskyt blev født omkring 1350 i Bidstrup som søn af Morten Pedersen. Han blev gift omkring 1374 i Viborg med Jens Ferkes datter. Han var far til Niels Pedersen Galskyt. Kilde: Richard Fred Vincent: Family Search IGI, 1 (CD 62, PIN269626). DAA 1893:168. Peder Mortensen Galskyt nævnes som væbner i 1406 og som ridder i 1407. I 1387 købte han det gods svigerfar havde ejet i Fræer, Gerding, Astrup og Kyttrup af sin svoger præsten Peder Ferke i et forsøg på at undgå, at kronen overtog det. Det nyttede dog ikke noget, da dronning Margrethe overtog det i sin kampagne for at få tidligere krongods tilbage, efter hun i 1401 havde fået autorisation af pave Bonifacius IX til at erhverve gods, der tidligere havde tilhørt kronen. Dronningens retterting overtog ikke kun dette gods, men også det gods, Peder Mortensen Galskyt havde arvet fra Gunne Lange og Niels Myg Galskyt, herunder herregaardene Diernæs og Krakjær. Peder Mortensen Galskyt skriver sig til Møldrup i 1405. Kilde: Henrik Lerdam: Kongen og Tinget, s. 137 ff. og SD 2864, ND XVII nr. 213, MP 158 og DAA, Galskyt s. 168. Se også Dansk Anearkiv - Adelen, kilde 19. Peder Mortensens segl er bevaret på dokumenter fra 1406, 1408 og 1410. I teksten omtales han som Peder Mortensen, R. Seglet viser 3 tinder som våbenet for slægten Grubbe eller en stiliseret udgave af slægtsvåbenet med de tre murtinder for slægten Galskyt. Teksten lyder: "S PETR MORTSON". Kilde: Thiset og Petersen: Danske Adelige Segl, nr. L XLIX 2. Fører murertinden, fik 1387 tilskødet gods af hr. Peder Ferke, skrives 1405 af Moldrup (Rinds herred), solgte 1406 til dronning Margrethe al sin arv efter hr. Niels Myg og solgte samme år med Jens Nielsen (Munk) til Dronningen det gods, de havde af Jens Ferkes hustru, var 11. september samme år endnu kun væbner, men 29. april 1407 ridder, levede 6. marts 1410. | Galskyt, Peder Mortensen (I500707)
|
| 766 | Peder Strangesen, hørte allerede 1193 til Kong Knuds fornemste mænd og synes i de næstfølgende år at have opholdt sig hos greverne af Orlamünde og sin svoger greven af Gleichen, stod under Valdemar II i stor anseelse og kom ved sit ægteskab med Esbern Snares datter i besiddelse af Kalundborg og må derfor være den Peder af Kalundborg, hvem Valdemar II skænkede 12 gårde på Femern, som kaldtes Petersdorf, virkede 1225 for Kong Valdemars udfrielse af fangenskabet og besegler næst efter Jakob af Møn det 2. forlig om Kong Valdemars og hans søns frigivelse, 1229 næst efter Jakob Sunesøn det brev, hvormed Valdemar II skænkede sin svigerdatter det sydlige Fyn (Petrus Strangonis fil.) samt 1230 slutforliget mellem Kong Valdemar og Grev Gunzelin af Schwerin om løsladelsen af kongens sønner og de sidste danske gidsler fra grevens fangenskab. - Trættede med Sorø Kloster om det af Esbern Snares søn marsken Johannes 1213 til klostret skænkede Stensømagle, som Peder og Anders Grosen trods kirkens dom tilegnede sig, ville efter Kong Valdemar II's død drage på pilgrimsfærd til det hellige land, men døde i Ribe samme år (1241). | Ulfeldt, Peder Strangesen (I500798)
|
| 767 | Presten har skrevet brudens navn feil i kirkeboken: "Hendrikke Augustine" | Familie F500927
|
| 768 | Præstedatter fra Ditmarsken. | Meyer, Johanne Antonette (I500920)
|
| 769 | rådmand og købmand. Oluf Nielsen Bager blev formuende ved store leverancer til hæren under den nordiske Syvårskrig; han forstrakte staten med lån og betalte importen af udenlandske varer med øksne og korn. Fra omkring 1573 blev han statens debitor og blev ramt af nedgangen i den danske øksenhandel. Sin formue anbragte han væsentligt i købstadejendomme i Odense, og sammen med Hans Mule var han i 1570'erne byens højeste skatteyder (Wad, Fra Fyens Fortid, I, 1916, s. 80 f., Halling, Meine Vorfahren, I, 1905, s. 205 ff., Dansk biogr. Leks., I, 1933, 619 ff.). Han blev begravet i Gråbrødre kirke, men epitafiet over ham og hans familie er nu anbragt i St. Hans kirke. I 1551 ægtede han Margrethe Clausdatter, datter af Claus Eriksen, d. 1550, i Bogense og Maren Bangsdatter, d. 1545. Hun tilhørte således den ansete rådmands-slægt i denne by, der betegnes »de Bogense herremænd« (Wad, Fra Fyens Fortid, I, 1916, s. 80 f., Halling, Meine Vorfahren, I, 1905, s. 205 ff., 9 f.; Thott, 1426, 4°, s. 15, 36; Saml. t. Fyens Hist. og Top. IX, 1884, s. 294 ff.). | Bager, Oluf Nielsen (I500639)
|
| 770 | Rådmann. | Falchener, Rockert Pederssøn (I503231)
|
| 771 | Ridder Vidkun Erlingsson, født ca 1255; død 1. mai 1302 var bror av baron Bjarne Erlingsson og i likhet med broren var han sentral i riksrådet både under Eirik II Magnusson og Håkon V Magnusson. | Erlingsson, Vidkun til Bjarkøy (I501723)
|
| 772 | Ridder, gav 1300 med sin broder en indkomst af Rethwisch til Itzehoe Kloster til et præbende i anledning af deres søsters indgivelse i samme kloster, kaldes 1313 hr. Johannes vamme Krummendige og nævnes da som forlover for hertug Erik, var 1316 tillige med sin broder nærværende ved arvedelingen mellem greverne Johan og Gert, nævnes 1325 atter sammen med sin broder og hr. Nicolaus Krummedige "de junghe", levede endnu den 11. maj 1326. | Krummedige (Krummendiek), Johannes de Ottenbüttel (I98)
|
| 773 | Ridder, gav 1300 med sin broder en indkomst af Rethwisch til Itzehoe Kloster til et præbende i anledning af deres søsters indgivelse i samme kloster, kaldes 1313 hr. Johannes vamme Krummendige og nævnes da som forlover for hertug Erik, var 1316 tillige med sin broder nærværende ved arvedelingen mellem greverne Johan og Gert, nævnes 1325 atter sammen med sin broder og hr. Nicolaus Krummedige "de junghe", levede endnu den 11. maj 1326. | Krummedige (Krummendiek), Johannes de Ottenbüttel (I98)
|
| 774 | Ridder, Herre til Hegnet (Harre Herred, i Salling) blev dræbt ved Lyby Kirke af Hr. Erik Brune (Banner) til Elkær. | Bugge, Bugge Nielsen (I501259)
|
| 775 | Ridder. | (Bild), Lars Jensen (I215)
|
| 776 | Rigsraad, Herre til Hald. Medens Slægten Bugge, en af de mægtigste jydske ætter, tidligere ved enhver given Lejlighed havde staaet imod Kongen, synes dog senere flere Medlemmer for Alvor at have sluttet sig til Valdemar. Deriblandt Knud Bugge. Det samme var ogsaa Tilfældet med hans formentlige Broder Hr. Bent Bugge samt med hans Svoger Hr. Christiern Vendelbo, hvorimod en anden af Niels Bugges Svigersønner, Hr. Gotskalk Skarpenberg, træffes blandt de jydske Oprørshøvdinger. Fra først af var Forholdet mellem Kongen og Knud Bugge ikke det bedste, idet denne havde hin mistænkt for at have Del i det uhyggelige Drab ved Middelfart. Men Valdemar og hans Søn samt flere Riddere gjorde Ed paa »hverken med Raad, Hjælp, Sambund, Vilie eller Tilladelse at have samtykt udi den Gierning«. Kongen lovede til evig Tid at ville hade Manddraberne og at ville elske Knud som sin Søn. Ogsaa Kongens Søn Christopher tilsvor Knud Venskab og Broderskab, ligesom denne igen lovede at ville formaa sine Venner og Slægtninge til at tage Kongens Parti. 1360 beseglede han som Rigsraad Forliget med Kong Magnus og Haandfæstningen i Kallundborg, og i Begyndelsen af Juni 1362 var han til Stede paa Vordingborg Slot ved Hertug Henriks Bryllup med Kong Valdemars Datter Ingeborg. Ved samme Lejlighed var han ogsaa blandt Kongens Forlovere for Hertuginde Ingeborgs Medgift. | Bugge, Knud Nielsen (I501678)
|
| 777 | Sandsynligvis den Margrethe, der betænktes i Absalons testamente med 2 bægre. - Angives ofte at være den hellige Margrethe, der blev slået ihjel på stranden ved Køge omkring 1170. Den hellige Margrethe karakteriseres som slægtning til Absalon og nær slægtning til Peder Sunesen. At den dræbte Margrethe skulle være Margrethe Sunesdatter er dog ikke påviseligt, ikke sandsynligt og kronologisk kun lige akkurat en mulighed. - Børnene Sune, Peder, Cecilie og måske Stig. | (Hvide), Margrethe Sunesdatter (I500873)
|
| 778 | Sanitetssøster i Oslo. | Haslund, Ingrid (I301)
|
| 779 | Sigrid Storråde (islandsk: Sigríðr stórráða) var en nordisk dronning, hvis historie, der hersker stor usikkerhed om. Ifølge Olav Tryggvasons saga levede hun fra ca. 967 til ca. 1014 og var datter af Skoglar-Toste, en svensk stormand. Hun blev først gift med Erik Sejrsæl og fik med ham den senere svenske konge Olof Skötkonung. Senere i 994 blev hun gift med kong Svend Tveskæg, med hvem hun fik fem døtre, heriblandt Estrid Svendsdatter, Svend Estridsens mor og Knud den Stores halvsøster. Hun skal endvidere have indebrændt Harald Grenske, far til Olav den hellige, og været trolovet med Olav Tryggvason. Deraf stammer hendes tilnavn, der betyder stolt. Det fortælles også, at Sigrid nægtede at lade sig døbe, men var ’’hedensk som en hund’’. Da Olav Tryggvason hånede hende, planlagde hun den krig, der førte til hans død i slaget ved Svold. Hun optræder i adskillige sagaer og historiske krøniker, men det er usikkert, om hun var en historisk person, eller en fiktiv, der bygger på forskellige kvinders liv. Hun er identificeret under flere navne; fx Świętosława, Saum-Aesa og Gunnhilda. Ud fra kildematerialet er det vanskeligt at afdække autenticiteten af sagaernes beretninger.[1] Det er fx foreslået, at det var en slavisk prinsesse, som var mor til Olaf Skötkonung, og som senere giftede sig med Svend Tveskæg. Om hun er identisk med Sigrid Storråde kan ikke bevises. Skoglar-Toste knyttes blandt andet til Axvalla Hus i Sverige, det kan meget vel have været hans hjem | Sigrid Storråde (I228)
|
| 780 | Sigrid Toresdatter var datter av Tore på Bjarkøy (i dagens Troms) og kom fra en av de mektigste ættene i Hålogaland. Hun var søster til Tore Hund på Bjarkøy og Sigurd Toresson på Trondenes. Hun ble først gift med Olve Grjotgardsson på Egge i Trøndelag, og deretter med Kalv Arnesson. Sigrid ble inngift i Eggeætten for knytte allianser mellom de mektigste høvdingene i Hålogaland med de mektigste høvdingene i Trøndelag. De hadde minst to sønner; Tore Olvesson og Grjotgard Olvesson. Ektemannen Olve ble tatt til fange av kong Olav Haraldsson og drept i 1021. Etter Olves død ble Sigrid gift med Kalv Arnesson som ble den nye høvdingen på Egge. | Toresdatter, Sigrid til Bjarkøy (I501775)
|
| 781 | Sigurd Toresson fra Bjarkøy, født en gang rundt år 1005, var etter det vi vet den eneste sønnen til Tore Hund, den mektige høvdingen fra Hålogaland, og dennes hustru Ranveig. Det er lite som nevnes om Sigurd i historien, og antagelig levde han selv et lite dramatisk liv, og med en far som hadde vært med på å drepe helgenkongen Olav var det antagelig best å ikke dra til seg for mye oppmerksomhet. Når han døde er også ukjent. Sigurd Toresson var født inn i den mektigste høvdingættene i Hålogaland, og høvdinger som Tore Hund på Bjarkøy, Tore Hjort i Vågan, Torolv Kveldulvsson på Sandnes, Hårek på Tjøtta, Herlaug og Hrollaug i Namdalen, Olve Grjotgardsson på Egge og Håkon Grjotgardsson hadde i tiden rundt 1000-tallet en økonomisk styrke og politisk makt som gjorde dem uavhengig av høvdingene på Vestlandet. Trøndelag og Nord-Norge (Hålogaland) utfylte hverandre ved at korn fra Inn-Trøndelag ble byttet i fangstprodukter fra kysten i nord. Dessuten seilte høvdingene sørover til nordsjølandene og brakte hjem smykker, våpen og finere varer. I tillegg bant høvdingene i Hålogaland strategiske allianser sørover gjennom giftemål. Sigurds onkel bar samme navn, Sigurd Toresson fra Trondenes, og var en av de store håløyghøvdingene. Han var gift med Sigrid, søster til Erling Skjalgsson fra Jæren. Snorre Sturlason forteller at Sigurd var en meget rik og en høyt hedret mann. Sigurds og Tores søster var Sigrid Toresdatter som ble gift med Olve Grotgardson fra Egge, og bodde derfor i Inn-Trondheimen. Hun ble senere gitt i ekteskap til Kalv Arnesson, som også var en av Tore Hunds forbundsfeller i kampen mot Olav Digre. Sigrid er en hovedperson Vera Henriksens roman Sølvhammeren. Sagalitteraturen nevner en mann ved navn Sigurd fra Hålogland som på denne tiden seilte flere ganger til Island og andre steder. Selv om denne Sigurd ikke er uttrykkelig nevnt som Sigurd Toresson kan man anta det er snakk om samme mann. Sigurd selv ble gift med en jevnaldrende kvinne fra Island, Aud Snorresdatter. Hun var datter av Snorre Gode, en mann med posisjon på Island, og som egentlig het Torgrim Torgrimsson, og nevnes i Eyrbyggja saga (Sagaen om Øyrbyggjene) og i Njåls saga. Sigurd traff Aud i Norge, men kanskje kjente han henne fra før. Aud var først gift med en Viga-Barde (Viga = Drap) fra Island som dro med Aud til Norge. Etter en heftig krangel dro Viga-Barde fra Aud og til Miklagard, gikk inn i væringkorpset og ble senere drept i et slag. Med Aud fikk Sigurd datteren Ragnhild Sigurdsdatter som ble strategisk gift med Jon Arnesson fra Giske, sønn av Arne Arnesson, og han nedstammet fra Erling Skjalgsson på Sola og Astrid Tryggvesdatter, søster av Olav Tryggvason. Ragnhild og Jon fikk sønnen Vidkun Jonsson fra Bjarkøy, som nevnes flere ganger i kongesagaene. Snorre Sturlasson nevner i tillegg at Ragnhild og Jon fikk barna Sigurd Hund, Erling Jonsson og Jartrud Jonsdatter. | Toresson, Sigurd til Bjarkøy (I501768)
|
| 782 | Sigurd Toresson var født ca. 990 og var bosatt på Trondenes. Sigurd var gift med Sigrid Skjalgsdatter, søster til Erling Skjalgsson. Sammen hadde de en sønn ved navn Asbjørn, siden også kalt Asbjørn Selsbane. Sigurd døde da sønnen Asbjørn var atten år. Sigurd Toresson var bror av Tore Hund og Sigrid Toresdatter. | Toresson, Sigurd til Bjarkøy (I501774)
|
| 783 | Simon Kåresson (død 1190) var en norsk lendmann i borgerkrigstiden. Simon er kjent som en av lederne for vårbelgene, en flokk som gjorde opprør mot kong Sverre Sigurdsson, og som far til baglerkongen Filippus Simonsson (konge 1207-1217). I 1180- og 1190-årene oppstod det mange reisninger mot kong Sverre. I 1185 ble Jon Kuvlung, en påstått sønn av Inge Haraldsson (norsk konge 1136-1161), kongehyllet, og Simon var blant høvdingene i flokken hans.[1] Denne flokken kaltes kuvlunger. Jon ble drept i Bergen i 1188, og Simon og flere av de andre stormennene reiste til Danmark for å søke støtte der. Her fant de en gutt som angivelig skulle være sønn av Magnus Erlingsson (norsk konge 1163-1184), og tok ham med til Norge som kongsemne. Simon ble nå lederen for dette nye opprøret, og flokken hans kaltes vårbelger. Vårbelgene kom til Tønsberg sommeren 1190, men bymennene og bøndene der rustet seg til kamp slik at Simon og mennene hans ikke turde å angripe. De reiste derfor videre til Østfold, hvor det kom til et slag utenfor Hvaler. Her ble Simon, de fleste av mennene hans og kongsemnet deres drept.[2] Simon var gift med Margret Arnesdatter, datter av Arne Kongsmåg og Ingerid Ragnvaldsdatter (norsk dronning og tidligere gift med kong Harald Gille). Med Margret hadde Simon sønnene Filippus og Andres. | Kåresson, Lendmann Simon (I502089)
|
| 784 | Sivilingeniør, Direktør for Norges Geografiske oppmåling. | Gleditsch, Kristian (I500051)
|
| 785 | Skifte i Trondheim 11 Nov 1735. | Mortensdatter, Barbara (I515)
|
| 786 | Skifte i Trondheim 26 Jul 1699. | Friis, Mogens Cornellisen (I514)
|
| 787 | Skipsfører. | Haslund, Otto Christopher Furst (I290)
|
| 788 | Skipsreder i Arendal. | Haslund, Niels (I292)
|
| 789 | Skjalm Hvide, død efter 1102. (De ofte angivne dødsår 1113 eller 1116 har intet på sig). Oprindeligt begravet i Fjenneslev, senere flyttet til Sorø Kirke. I graven fundet en blyplade, formentlig fra sidst i 1100-tallet med indskriften, at Absalons bedstefar Skjalm ligger her. Havde formodentlig gods i Jørlunde (Jørlunde S., Lynge-Frederiksborg H.) og i Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.). Begge steder ejede flere grene af efterkommere gods. Formentlig også gods i Fjenneslev, hvor han ifølge Gravkataloget oprindeligt var begravet, men ellers er tilknytningen til Fjenneslev ringe belagt. Søn af Toke Trulle. Broderen Aute. Opdrog ifølge den Valdemarske tradition hertug Knud Lavard, efter at dennes far, kong Erik I Ejegod drog på pilgrimsfærd. Saxo forbinder Skjalm med Rygen i flere passager, hvis indbyrdes sammenhæng er vanskeligt at gennemskue. Skulle som reaktion på vendiske piraters drab på hans bror have sammenkaldt en sjællandsk hær der gik til angreb på Rygen. Måske i denne forbindelse, at han gjorde øen “skatskyldig”, som det nævnes senere hos Saxo. Gjordes en gang efter denne begivenhed af Erik I til foged over øen. I en passage om langt senere begivenheder omtales, at Skjalm skulle have tilvejebragt fred mellem vendere og danskere og en gang have styret venderne. Ifølge Saxo også foged over Sjælland, hhv. befalingsmand over troppeopbuddet, betydningen af omtalen er omdiskuteret. Sønnesønnen Absalon fortalte mere end hundrede år efter begivenheden, at Skjalm deltog på Sven Estridsens side i dennes kampe mod kong Harald Hårderåde omkring 1065 og udviste stor personlig tapperhed. Skjalms deltagelse her er kronologisk mulig, men der er muligvis tale om en legende. | Hvide, Skjalm (I500807)
|
| 790 | Skjalm Hvides efterslægt - I - ASSER-LINJEN. Besad formentlig gård i Kirke Fjenneslev (Fjenneslev S., Alsted H.). - Lod ifølge, en fortælling kendt fra 16. årh. Fjenneslev Kirke bygge, mens hustruen satte to tårne på kirken. Der er ingen historisk kerne i fortællingen ud over slægtens tilknytning til Fjenneslev. | Hvide, Asser Rig (I500805)
|
| 791 | Skrives "Jochum Levinhanch" i skifteprotokoll. Se kilder. | Levin Hanch, Jochum (I500188)
|
| 792 | Skænkede 1259 med sønnen Olaf 2 ørtug jord i Torup (Torup S., Strø H.) til Esrum Kloster for sin afdøde mands gæld. - Beseglede i Knardrup stadfæstelse af faderen Ebbe Sunesens Esrumgave 1250. | Hvide, Christine Ebbesdatter (I501867)
|
| 793 | Skænkede en halv hovedlod til Sorø Kloster bestående af 10 øre skyldjord i Hesselrød (Karlebo S., Lynge-Kronborg H.), samt ½ mark sølv skyldjord i Lerelte (Lillerød eller Blovstrød S., Lynge-Frederiksborg H.). For det eventuelle skjold med en fugl på en baggrund med bjælker, se indledningen. | Hvide, Toke Ebbesen (I500882)
|
| 794 | Skænkede Sorø Kloster 2 gårde i Førslev (Førslev S., Ringsted H. eller Førslev S., Øster Flakkebjerg H.) eller Ferslev (Ferslev S., Horns H.). Noget af eller måske hele det gods nord for Sorø, der kendes fra børnebørnene, må formodes at have været Cecilies arv eller medgift. - Boede på borgen i det nuværende Pedersborg nord for Sorø. I Gavebogen kaldt Cecilie af Borg og betegnet som "En meget from kvinde". Efter et helt upålideligt men underholdende sagn eftertragtet af kong Valdemar. | Hvide, Cecilie Skjalmsdatter (I500814)
|
| 795 | Skænkede Sorø Kloster sin del af Haverup Ore, formentlig arv efter Skjalm. - Indtrådte, formentlig i en høj alder, i Roskilde Vor Frue Kloster, ifølge Gavebogen som enke. Måske den "Margrethe kaldet Magga", nonne, enke og død 30. juni, som er opført i Lundenekrologiet og Lunds gavebog med hånd fra midten af 12. årh. Genealogien omtaler Skjalms datter Margrethe, nonne i Roskilde, mens Gavebogen og Sorø stiftelseshistorie omtaler Skjalms datter Magga, også nonne i Roskilde. Der er utvivlsomt tale om samme person. | Skjalmsdatter (Hvide), Magga (Margrethe) (I500813)
|
| 796 | Skødede i 1250 på sin mors vegne gods i Bringstrup og Ørslevøster (Begge Bringstrup S., Ringsted H.) til Sorø Kloster. Her kaldt kongens marsk, vel Abels, idet han også i 1251 vidner for denne. 1 1255 vidne for kong Kristoffer I, og er her tituleret forhenværende marsk. Som sådan også vidne for hertug Erik Abeisen i Sønderborg i 1261. - I Genealogien benævnt mundskænk, formentlig en fejl for marsk. | Strangesen (Ulfeldt), Andreas Pedersen (I195)
|
| 797 | Snekker | Lunøe, Niels Eriksen (I500909)
|
| 798 | Sogneprest i Leikanger, senere prost. | Haslund, Johan David (I500111)
|
| 799 | Sogneprest i Lærdal. | Roerson, Christopher (I810)
|
| 800 | Sogneprest, Cand. Theol., Præst, Sogneprest til Brønnøy mellom 1611 og 1624, Kappellan og Prest i Brønnøy kirke | Skanke, Christen Stenssøn (I504855)
|